Vinterberedskabet knokler i døgndrift
De seneste dages voldsomme snevejr har sat kommunens vinterberedskab på overarbejde. Vores folk har været i gang med at forsøge at holde alle kommunens såkaldte kategori 1-veje og cykelstier farbare i mere end et døgn.
Al unødig udkørsel frarådes
Nordsjællands politi fraråder al unødig udkørsel grundet vejret.
Kategori 1-veje er de, som har højest prioritet og forsøges holdt farbare hele døgnet, men arbejdet har været vanskeliggjort af både det konstante kraftige snefald og den kraftige vind, som har medført snefygning.
Kategori 1-veje snart farbare
Det arbejde er man fortsat godt i gang med. Ifølge Vej og Park er de, efter snevejret er løjet af, ved at have ryddet sne på de fleste af disse veje, så vejene er farbare med forsigtighed. Det samme gælder for cykelstier i kategori 1, men har kan stadig være strækninger, som mangler. Det gælder også for enkelte busstoppesteder.
Kategori 2- og 3-veje
På kategori 2-veje foretages ikke glatføre-bekæmpelse på kørebaner, med mindre isslag eller særlige forhold gør det påkrævet. Den aktuelle situation må siges at være særlig, og derfor påbegynder vi – inden for normal arbejdstid – arbejdet med at rydde disse veje, når arbejdet med Kategori I-vejene er afsluttet.
Veje af kategori 3 ryddes kun ved alvorlige snesituationer, som den vi har nu – og da kun i begrænset omfang. Vi påbegynder derfor rydning af disse veje, når vi er færdig med kategori II-vejene.
Kommentarer