Debat og politik

Royalt stjernedrys lørdag aften til Kronprinsparrets prismodtagere

Værket i Randers var lørdag aften ramme om Kronprinsparrets prisuddeling til ekstraordinære indsatser og præstationer inden for kunst og kultur samt socialt arbejde. Foto: Agnete Schlichtkrull.

Værket i Randers var lørdag aften ramme om hyldest til en række ekstraordinære indsatser og præstationer inden for kunst og kultur samt socialt arbejde, hvor årets uddeling af Kronprinsparrets Priser blev afholdt.

Her gik Kronprinsparrets Sociale Pris til den sociale organisation Kofoeds Skole, mens skuespiller Danica Curcic modtog Kronprinsparrets Kulturpris. Kronprinsparrets to Stjernedryspriser gik til den sociale organisation De Anbragtes Vilkår samt koreograf Sebastian Kloborg.

Stort mod og kunstnerisk kompromisløshed

Skuespiller Danica Curcic blev rost for sit store mod og sit kompromisløse kunstneriske bidrag, da hun modtog Kronprinsparrets Kulturpris. Prisen blev ledsaget af følgende ord fra H.K.H. Kronprinsen: ”Med en særlig fornemmelse for den menneskelige psyke kaster Danica Curcic sig ud i krævende roller, som hun formår at skildre komplekst og levende.”

Et socialt fyrtårn

”Kofoeds Skole er et fyrtårn, der har genopfundet sig selv og viser vejen på det sociale område både nationalt og internationalt – og derfor fortjener de Kronprinsparrets Sociale Pris.” Sådan sagde H.K.H. Kronprinsessen i sin motivationstale til Kofoeds Skole. Her blev skolens evne til at åbne sig for omverdenen gennem sine socialøkonomiske butikker også fremhævet.

Stjernedryspriser til Sebastian Kloborg og De Anbragtes Vilkår

Kronprinsparrets to Stjernedryspriser gives hvert år til en kunstner med et særligt talent og en nytænkende aktør inden for socialt arbejde.

Sebastian Kloborg modtog Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris for sin progressive og eksperimenterende tilgang til koreografi: ”Med sin insisteren på at ville fortælle historier gennem dansen og ved at samarbejde med andre kunstarter formår han at skabe plads til udvikling,” sagde H.K.H. Kronprinsessen i sin motivation.

Kronprinsparrets Priser blev indstiftet af Bikubenfonden i 2004 som en bryllupsgave til Kronprinsparret. Hvert år overrækker Kronprinsparret følgende priser:

Kronprinsparrets Kulturpris

Formålet med prisen er at hædre og synliggøre en markant kunstner eller en gruppe kunstnere med internationalt format. Prismodtageren får overrakt 500.000 kr. samt et kalejdoskop skabt af Olafur Eliasson.

Kronprinsparrets Sociale Pris

Formålet med prisen er at hædre og synliggøre en banebrydende indsats med internationalt format inden for det sociale område. Prismodtageren får overrakt 500.000 kr. samt et kalejdoskop skabt af Olafur Eliasson.

Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris

Formålet med prisen er at hædre og synliggøre en yngre kunstner, som er på vej til at bryde igennem. Prismodtageren får 100.000 kr.

Kronprinsparrets Sociale Stjernedryspris

Formålet med prisen er at hædre og synliggøre en aktør, der har været nytænkende i sin indsats for socialt udsatte og er en inspirationskilde for det sociale felt. Prismodtageren får 100.000 kr.

Kronprinsparret udpeger prismodtagerne efter indstilling fra to rådgivende komitéer med ekspertise inden for henholdsvis kunst, kultur og socialt arbejde.

Kommentarer