Nyt samarbejde om skåne- og fleksjob
Frederikssund kommune indgår spændende nyt samarbejde med KLAPjob om at skabe skånejobs til borgere med udviklingshandicap og fleksjob til unge STU-elever.
KLAPjob har på landsplan allerede vist sit værd og har hidtil lavet mere end 4.000 skånejobs og 200 fleksjobs. KLAPjob samarbejder med en række landsdækkende virksomheder og etablerer løbende nye samarbejder med virksomheder, som ønsker at ansætte dedikerede mennesker, som bidrager positivt til virksomhedens drift og trivslen på virksomheden.
Alle fortjener muligheden
– Jeg tror på, at alle mennesker – uanset evner eller handicap – har nogle ressourcer, de kan byde ind med. Derfor fortjener de også muligheden for at vise, hvad de kan. Vores aftale med KLAPjob skal netop bidrage til at skabe disse muligheder, så også disse borgere får chancen for at blive en del af et arbejdsfællesskab. Derfor er jeg meget glad for at kunne underskrive denne samarbejdsaftale med KLAPjob på kommunens vegne, siger borgmester John Schmidt Andersen (V).
Også udvalgsformændene glæder sig over den nye aftale:
– Det er med stor glæde, at Frederikssund Kommune pr. 1. oktober i år indgår i et samarbejde med KLAPjob, der er en del af Landsorganisationen LEV, for at sikre, at flere Frederikssund borgere med f.eks. autisme, ADHD, spasticitet, epilepsi, muskelsvind, sindslidelse og/eller erhvervet hjerneskade kommer ind i eller tilbage til det fællesskab, som en arbejdsplads kan give. Vi har store forhåbninger til samarbejdet, udtaler Ole Søbæk (C) og Susanne Bettina Jørgensen (S), der er hhv. formand for Vækstudvalget og formand for Social- og Sundhedsudvalget, hvor sagen har været behandlet på møderne i september.
Samarbejdet med KLAPjob vil hjælpe jobcenteret i Frederikssund med både at finde praktikpladser og permanente jobs til førtidspensionister med udviklingshandicap og andre kognitive handicap, og vil samtidig inspirere og skabe læring, der kan implementeres i jobcenterets indsats fremover.
Samarbejdet med KLAPjob vil styrke kommunens indsats for at inkludere alle borgere i fællesskaber og at understøtte, at de får mulighed for at deltage på – og bidrage til – arbejdsmarkedet og samfundet.
Kommentarer