Erhverv

Ny partnerskabsaftale mellem Verdis og Frederikssund kommune

Afdelingsleder Verdis, Ib Larsen. Kim Askelund Madsen, afdelingsleder for Job og Virksomhedsindsats. Christian Stæhr, renovationsmedarbejder. Vibeke Platow, virksomhedskonsulent. Foto: Frederikssund Kommune.

Verdis Frederikssund tager socialt ansvar og skaber muligheder for lokale borgere gennem et stærkt samarbejde med Frederikssund Kommune. Gennem årene har virksomheden vist sit engagement i at støtte ledige borgere tilbage på arbejdsmarkedet og samtidig styrke deres team med lokale kræfter.

Et stærkt samarbejde siden 2014

Siden 2014 har Verdis – tidligere kendt som Urbaser – samarbejdet med Jobcenter Frederikssund for at skabe arbejdspladser og praktikker for både jobparate borgere og personer i jobafklaringsforløb. Gennem virksomhedspraktik og løntilskud har mange borgere fået muligheden for at få et fuldtidsjob som renovationsmedarbejder.

– Samarbejdet med Verdis har igennem årene været en vigtig del af vores indsats for at hjælpe ledige borgere tilbage på arbejdsmarkedet. Denne partnerskabsaftale er en naturlig videreudvikling af samarbejdet, som understøtter rekruttering og virksomhedsservice i en tid med et presset arbejdsmarked, siger Kim Askelund Madsen, Afdelingsleder for Job og Virksomhedsindsats i Frederikssund Kommune.

Fra ledig til fastansat

Et eksempel på dette samarbejde er historien om Christian Stæhr, der efter at have taget stort kørekort og været ledig, blev introduceret til renovationsarbejde gennem en virksomhedspraktik hos Verdis. I dag arbejder han som fuldtidschauffør og er blevet en vigtig del af teamet.

– Jeg gik ledig i 1,5 år, inden jeg via jobcenteret fik muligheden for at starte hos Verdis. Nu har jeg været her i over et år som fuldtidsmedarbejder. Jeg blev taget rigtig godt imod af både kolleger og ledelse, og det er fantastisk at bo i en kommune, der hjælper sine borgere, og at arbejde for en virksomhed som Verdis, der gav mig en chance. Dog skulle jeg lige vænne mig til at stå så tidligt op hver morgen, siger Christian Stæhr, der selv bor i Jægerspris.

En lokal arbejdsplads for lokalsamfundet

Verdis Frederikssund er ikke bare en virksomhed – det er en lokal arbejdsplads for byen. Faktisk bor mere end 80 % af medarbejderne selv i kommunen, hvilket gør dem særligt motiverede for at passe godt på deres lokalsamfund. Afdelingsleder Ib Larsen fortæller:

– Vi er stolte af at være en Frederikssund-virksomhed, hvor vores medarbejdere kender byen og dens borgere. Det er fantastisk at se, hvordan vi kan gøre en forskel for vores lokalsamfund og samtidig have et godt samarbejde med kommunen og jobcentret.

Fremtiden for samarbejdet

Med den nye partnerskabsaftale ønsker Verdis og Frederikssund Kommune at udvide samarbejdet og skabe endnu flere muligheder for lokalsamfundets borgere. Afslutningsvis pointerer Ib Larsen:

– Vi er glade for det tætte samarbejde med Jobcenter Frederikssund og stolte af de resultater, vi har opnået sammen. Det er en vigtig del af vores virksomhedskultur at tage socialt ansvar og være en positiv kraft i lokalsamfundet.

Partnerskabsaftalen markerer endnu et skridt i den rigtige retning for at sikre, at både borgere og virksomheder i Frederikssund trives i fremtiden.

Kommentarer