Ny direktør for beredskabet
De seneste måneder har Frederiksborg Brand og Redning haft en midlertidig direktør, men fra 1. januar 2022 kan 53-årige Rikke Sønderriis kalde sig ny direktør for Frederiksborg Brand og Redning.
Rikke Sønderriis er uddannet cand.techn.soc. fra Institut for Miljø, Teknologi og Samfund på Roskilde Universitet. Og med en diplomuddannelse i forvaltningsret samt en række uddannelsesforløb inden for ledelse i bagagen har hun i sin karriere stået i spidsen for en række forskellige områder inden for miljø, teknik og ejendomme i Københavns Kommune.
Erfaren direktør
Således har hun blandt andet været medlem af direktionen i Københavns Ejendomme & Indkøb og konstitueret vicedirektør og medlem af koncernledelsen i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune. Som leder for mange hundrede medarbejdere har hun arbejdet med ledelse af forandringer og med optimering og kvalitetsforbedring af arbejdsprocesser og kundeservice. Rikke Sønderriis kommer til Frederiksborg Brand og Redning fra en stilling som centerchef i Center for Bygninger i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.
– Siden 2015 har jeg været chef for områder, hvor der er mange interesser involveret og megen politisk opmærksomhed. Som leder står jeg for at håndtere forskellige hensyn og skabe klarhed og accept for alle involverede, så vi kan bevæge os fremad sammen. Jeg tager de erfaringer med mig som beredskabsdirektør i Frederiksborg Brand og Redning, fortæller Rikke Sønderriis og fortsætter:
– Det her job er helt klart en ”drengedrøm” for mig, der nu går i opfyldelse. Jeg har en kæmpe respekt for de mennesker, der hver dag arbejder for at gøre noget for andre og for at skabe trygge og sikre rammer i vores samfund.
Formanden for Beredskabskommissionen, borgmester John Schmidt Andersen (V), glæder sig over, at direktørstillingen bliver besat med en så kvalificeret kandidat:
– Jeg er rigtig glad for, at vi nu kan byde velkommen til Rikke Sønderriis som ny direktør for Frederiksborg Brand og Redning. Med Rikkes store erfaring – og de resultater hun har opnået i sine tidligere lederstillinger – er jeg sikker på, at den vigtige opgave som beredskabsdirektør er lagt i de helt rigtige hænder, fastslår John Schmidt Andersen.
Frederiksborg Brand og Redning dækker kommunerne Frederikssund, Halsnæs, Hillerød, Furesø og Egedal.
Skrevet af: Steven Rønnenkamp Holst.
Kommentarer