Frederikssund

Multibane og aktivitetsbane indviet

Humøret var højt og selv vejrguderne var venligt stemt, da Deltakvarterets nye multibane og aktivitetsbane skulle indvies officielt lørdag den 30. oktober. I det lune efterårsvejr var der rig mulighed for at både børn og voksne kunne tage begge dele i brug.

Lang tid undervejs

Den røde snor blev klippet af borgmester John Schmidt Andersen (V) og formand for Fritids- og Kulturudvalget, Jesper Wittenburg (S). Fritids- og Kulturudvalget har medfinansieret projektet med ca. 360.000 kr. fra spejder- og idrætsfacilitetspuljen. Den resterende finansiering har Deltakvarterets beboere selv skaffet.

I sin tale glædede borgmesteren sig over, at anlægget nu kan tages i brug efter at have været længe undervejs. Den første foreslåede placering blev nemlig umuliggjort, da der dannede sig en naturlig sø i området.

– Jeg vil gerne takke legepladsudvalget og Vinge Fritid for deres engagement. Der kommer mange ting i gang i Vinge i den kommende tid, og i Byrådet holder vi fast i visionen om Vinge som en bæredygtig og grøn by med masser af mulighed for fællesskaber, sagde borgmesteren.

Også Jesper Wittenburg ønskede Deltakvarteret tillykke med de nye faciliteter:

– Set fra Fritids- og Kulturudvalgets synspunkt, så er det dejligt, at der nu er kommet disse faciliteter i vores nyeste landsby. Jeg glæder mig til fremadrettet at være med til at udvikle på Vinge, så den en dag bliver en by på størrelse med de fire andre hovedbyer i kommunen, fastslog udvalgsformanden.

Pølser og fodboldturnering

Der var hyret en pølsevogn til lejligheden, hvor de mange fremmødte kunne få lidt at spise og drikke – venligst stillet til rådighed af Fabulas og Bærebo, som hver især har byggeplaner undervejs i umiddelbar nærhed af Deltakvarteret.

De mest aktive deltog hen over dagen i en fodboldturnering på den nye multibane, der dermed blev indviet med manér. De mindste indbyggere i Deltakvarteret muntrede sig samtidig på den nye aktivitetsbane lige ved siden af multibanen.

Kommentarer