Frederikssund

Lobo Contract vil vækste gennem satsning på digital markedsføring

Gæsterne fik en rundvisning på udstillingen af Lobo Contracts kæmpe sortiment af bardiske, cafeborde og restaurantbænke fra Danmark og hele Europa af ægteparret Bo Christesen og Hellen Ulstrup, der ejer og driver Lobo Contract ApS. Med på virksomhedsbesøget var Erhvervshus Hovedstadens adm. direktør Katrine Joensen og forretningsudvikler Mads Eriksen. Fra Frederikssund Kommune deltog borgmester Tina Tving Stauning og erhvervs- og turismekonsulent Sune Kohl Bomholt Rasmussen samt Pernille Krogh fra Frederikssund Erhverv. Foto:

Frederikssundvirksomheden Lobo Contract ApS, der har over 30 års erfaring med salg af møbler, inventar og indretning til professionelle, har lige haft besøg af Frederikssund Kommunes borgmester, Tina Tving Stauning, og direktør Katrine Paaby Joensen fra Erhvervshus Hovedstaden. Formålet med besøget var at høre om udbyttet af et sparringsforløb i Erhvervshus Hovedstaden om virksomhedens digitale marketing- og salgsindsats. 

Lobo Contract blev etableret i 1984 af Hans Christesen. I drives virksomheden af ægteparret Bo Christesen og Hellen Ulstrup, der har høje ambitioner for familiefirmaets fremtid.

Selvom containerpriserne stak af under Corona, og tankerne kan kredse om energikrise, stigende inflation og leveringsudfordringer, så fejler vækstambitionerne ikke noget. Derfor har parret sat alle sejl til for at blive skarpe på digital marketing og salg.

– Vi har haft et positivt resultat trods to turbulente år med Corona, og vi vil gerne øge omsætningen. Så derfor har vi sat os for at få kontakt til flere danske virksomheder, skoler og kantiner, der ønsker at få indrettet et hyggeligt cafemiljø. Vi har erkendt, at det er vigtigt at kommunikere effektivt online, da meget af handlen i dag foregår digitalt. Derfor meldte jeg mig til en gratis workshop om digital marketing og salg i Erhvervshus Hovedstaden. Det har jeg fået utrolig meget ud af, fortæller Hellen Ulstrup.

Virksomheden har haft et tæt samarbejde med Erhvervshus Hovedstaden i det seneste års tid.

– Det har været fantastisk. Da jeg hørte, at vi også kunne få uvildig og gratis sparring til at søge puljer til vores digitalisering, slog vi til. Vi har haft stor glæde af at blive henvist til en leverandør, der til en fornuftig pris har produceret en god brandingvideo til vores nye hjemmeside og sociale medier. Den nye indsats online, hvor vi fx kører en kampagne med fem gratis indretningsråd, har givet os en masse nye kundeemner, vi er gået videre med”.

Nye kunder og kontakter – også i Norge

Ægteparret glæder sig også over, at de snart skal møde nye forretningsforbindelser i Norge. Bo og Hellen fik nemlig hjælp af forretningsudvikler Mads Eriksen til at søge om midler til at komme på en branchespecifik messe i Norge.

Under besøget gav borgmester Tina Tving Stauning udtryk for, at hun håber, at historien om Lobo Contracts gode erfaringer med at få sparring til vækst vil inspirere mange andre lokale virksomheder i Frederikssund Kommune til at tage kontakt til Erhvervshus Hovedstaden:

– Vi er som kommune optaget af at skabe gode rammevilkår for vores lokale virksomheder. De mange tilbud fra Erhvervshus Hovedstaden skal gøre gavn hos endnu flere virksomheder i kommunen. Mange har måske forretningsmæssige udfordringer og er ikke klar over, at de kan få professionel og uvildig sparring, der ikke koster andet end deres tid. Det budskab vil vi gerne sprede sammen med Erhvervshuset.

Direktør Katrine Paaby Joensen fra Erhvervshus Hovedstaden takkede både Lobo Contract og kommunen for samarbejdet og et godt møde.

– Vi havde en god dialog, hvor vi fik vendt mange udfordringer, som en ambitiøs danskejet virksomhed møder i en tid med uforudsigelige markedsvilkår. Vi er glade for at høre, at vi kan gøre en forskel for en af Danmarks førende møbelleverandører, der gennem 30 år har opbygget et bredt og stort leverandørnetværk. Vi håber, at flere vil benytte sig af vores tilbud, som er muligt takket være et godt samarbejde med og støtte fra Frederikssund Kommune”, udtalte Katrine Paaby Joensen.

Fakta om Lobo Contract

Lobo Contract sælger skræddersyede udendørs og indendørs møbler og inventar til caféer, restauranter og hoteller og yder hjælp til professionel indretning af lokalerne. Virksomheden opmåler, designer, monterer og samler specialproducerede møbler og inventarløsninger fra eget snedkeri og indkøber også borde, stole, bænke og bardiske mv. fra producenter og forhandlere i Europa og andre dele af verden, fx Kina.

Efter rundvisning i virksomheden, blev mulighederne drøftet over en kop kaffe. Foto: Erhvervshus Hovedstaden

Kommentarer