Debat og politik

Kommunebudget: Fjordlandsskolen Dalby foreslåes nedlagt

Frederikssund Kommunes fagudvalg for Skole, Klub og SFO har i Budgetinitiativer for 2024-2027 foreslået at Fjordlandsskolen Dalby skal nedlægges og eleverne overflyttes til andre nærliggende skoler.

Kort beskrivelse af forslaget:

Forslaget indebærer, at Fjordlandsskolens afdeling Dalby nedlægges.

Frederikssund Kommunes skolevæsen består af fem folkeskoler, hvoraf Fjordlandsskolen dækker det skoledistrikt der omfatter den sydlige del af Hornsherred omkring Skibby, Ferslev, Skuldelev, Gerlev, Dalby mv.

Fjordlandsskolen har tre undervisningsafdelinger, hvoraf der er 0.-6. klasse på afdeling Skuldelev og afdeling Dalby, og 0.-9. klasse på afdeling Skibby.

Forslaget indbefatter en lukning af både skole, SFO og klub-tilbuddene på afdeling Dalby. Eleverne er fortsat indskrevet på Fjordlandsskolen, hvorfor de i udgangspunktet overflyttes til Fjordlandsskolens øvrige afdelinger. Der er dog frit skolevalg og eleverne kan derfor også ønske optag på eksempelvis Jægerspris Skole, som ligger i umiddelbar nærhed – og for flere elevers vedkommende tættere på deres bopæl end Fjordlandsskolens øvrige afdelinger.

Der er fortsat fritidstilbud til børn og unge i Skibby, Skuldelev og i Jægerspris.

I dag er der også en modtageklasse for elever der for nyligt er tilflyttet Frederikssund Kommune fra et andet land. Der er pt. 17 elever der går her, men elever fra modtageklasser sluses ud i almenklasser i takt med at de er klar hertil i forhold til deres danskkundskaber og øvrige faglige niveau, hvorfor elevtallet jævnligt ændrer sig. Modtageklassen vil med dette forslag blive flyttet til Fjordlandsskolens afdeling Skuldelev.

Matriklen som Fjordlandsskolens afdeling Dalby ligger på rummer foruden skole, SFO og klub
også følgende:

  • Solbakkehallen
  • Dalby idrætsforening
  • Musikskolen
  • Børnehuset Kragebakken

Forslaget indeholder alene en flytning af skole, SFO og klub-tilbud til Fjordlandsskolens afdeling Skibby, hvorfor de øvrige tilbud ikke berøres direkte af forslaget. Musikskolens aktiviteter vil dog fortsætte der hvor eleverne går i skole.

De bygninger som i dag rummer skole, sfo og klub afhændes til andet formål end skole.

Fjordlandsskolens afdeling Dalby har få elever og kun én klasse pr. årgang. Afdeling Dalby
har igennem flere år haft et lavt elevtal.

Kommentarer