Gratis introforløb skal lokke flere med i sportsfællesskab

I næste uge får triatlon-interesserede i Frederikssund Kommune en unik mulighed for at prøve sporten helt gratis, når den lokale triatlonklub, Frederikssund Triatlon, i forbindelse med Triatlon’s Uge, tilbyder åbne træninger i hele uge 39. Her kan både begyndere og let øvede få en oplevelse af triatlon i fællesskab med andre, der er vilde med at kombinere løb, svømning og cykling.
Triatlonsporten oplever markant fremgang i Danmark, og stævner over hele landet melder om stigende antal tilmeldinger. Men der er plads til flere, og ved at åbne klubdørene på tværs af landet i uge 39, Triatlon’s Uge, vil Triatlon Danmark vise, at sporten rummer plads til alle – uanset alder, kondition eller erfaring.
Det fortæller Rasmus Henning, direktør i Triatlon Danmark, der står bag Triatlon’s Uge.
– Triatlon i Danmark er inde i en positiv udvikling. Interessen vokser, deltagertallene stiger, og mange stævner er udsolgt. Men der er mange, som endnu ikke kender de tilbud, vores triatlonklubber har – både når det gælder kvalitetstræning og fællesskab, siger han og tilføjer:
– I uge 39 åbner klubber over hele landet derfor dørene, så både nysgerrige begyndere og erfarne motionister kan prøve kræfter med triatlon i trygge og inkluderende rammer. Vi vil gerne vise danskerne, at triatlon er for alle – og Triatlon’s Uge er en oplagt mulighed for at tage det første skridt.
- Foto: Triatlon Danmark.
Fællesskab og motion i ét
Triatlon kombinerer svømning, cykling og løb og appellerer både til dem, der ønsker at udfordre sig selv, og til dem, der vil træne i godt selskab.
Ifølge Jakob Gottlieb, formand for Frederikssund Triatlon, handler sporten både om fysisk udfoldelse og om fællesskab og motivation:
– Vi oplever, at mange er nysgerrige på triatlon, men ikke ved, hvor de skal starte. Triatlon’s Uge giver dem mulighed for at opleve sporten i praksis, træne med andre og mærke stemningen i klubben, siger han og tilføjer:
– Uanset om man drømmer om at lave en IRONMAN, en kortere triatlondistance eller komme i bedre form, er man velkommen hos os. Vi glæder os til at byde endnu flere indenfor i vores fællesskab. Det handler både om at prøve noget nyt og om at møde andre med samme interesse.
Klubben håber, at tilbuddet vil tiltrække voksne fra lokalområdet, som ønsker at kombinere motion med fællesskab. Introforløbet tilpasses alle niveauer, og specielt udstyr er ikke nødvendigt. Mød op til infoaften mandag den 22. september klokken 19.00, og hør mere om klubbens tilbud.
Læs mere og tilmeld dig her: Frederikssund Tri.
- Foto: Triatlon Danmark.
Kommentarer