Frederikssund i højeste beredskab: Etablerer watertubes og gør klar til evakuering
Udsigten til massive oversvømmelser får nu Frederikssund Kommune til at iværksætte forhøjet beredskab; det som også kaldes rødt beredskab.
DMI har udsendt forvarsel om forhøjet vandstand i Roskilde Fjord og Isefjord. Onsdag er meldingerne opjusteret, og derfor har Frederikssund Kommunens krisestab besluttet at iværksætte forhøjet beredskab; det som også kaldes rødt beredskab. Det skriver kommune på deres hjemmeside.
Onsdag formiddag påbegyndte Frederiksborg Brand og Redning etablering med mobile diger; de såkaldte watertubes i Hyllingeriis, på Færgevej i Frederikssund, Smedeengen/Kignæshallen i Jægerspris samt på Strandvej og J.F. Willumsensvej. Senere etableres watertubes langs nordkajen og Sydkajen i Frederikssund, langs Stenværksvej, skriver kommunen på hjemmesiden, hvor det også fremgår, at det vil ikke være muligt for beboere på Lille Færgevej og Strandvej at køre ad og ind med biler fra deres ejendom, og man opfordres til at flytte sine biler.
Vandstand tæt på to meter
Prognosen fra DMI lyder tirsdag formiddag på at vandet når op på følgende vanstande fredag den 22. december 2023:
- I Roskilde Fjord nord for Kronprins Frederiks Bro: 197 centimeter cirka klokken 17.00.
- I Roskilde Fjord syd for Kronprins Frederiks Bro: 181 centimeter cirka klokken 19.00.
- I Isefjord: 185 centimeter cirka klokken 16.00
Med vandstand på det niveau er der risiko for oversvømmelser flere steder langs begge fjorde. Derfor iværksættes det forhøjede beredskab, lyder meldingen.
Kronprins Frederiks Bro lukkes
Broen forventes lukket fra onsdag cirka klokken 15.00 og frem til oprydning er afsluttet i weekenden. Det vil under lukningen være muligt med varsomhed at passere broen på sydsiden på cykel eller til fods. Passage sker i så fald på eget ansvar og risiko.
Fredag ved frokosttid forventes broen oversvømmet. Herefter vil broen være helt lukket for al passage.
Evakuering
Senest fredag klokken10 skal alle borgere i Hyllingeriis have forladt området. Evakueringen af Hyllingeriis sker selv om området søges sikret med watertubes, fordi beredskabet ikke hurtigt nok vil kunne yde hjælp og støtte til alle borgere, hvis området alligevel bliver oversvømmet. Det vil heller ikke være muligt at komme ud af området ved egen hjælp, hvis der sker oversvømmelse.
I Frederikssund skal borgerne i Skyllebakke Havn også forlade deres bolig senest fredag kl. 10. I de ejendomme i Borgervænget, på Fasanvej, Egernvej, Fjordtoften, Lille Færgevej og Færgevej, som er i risiko for oversvømmelse, opfordres beboerne til at forlade boligerne.
I Hornsherred opfordres beboerne i en række ejendomme i det nordlige Kulhuse, på Over Dråby Strand, på Tørslev Hage, på Over Dråbe Strand og Skuldelev Strand samt ved Smedengen, langs Hovedgaden i Jægerspris og i Vænget i Jægerspris ligeledes til at forlade deres boliger senest fredag kl. 10.
For alle områderne gælder, at ophold i boligerne vil være på eget ansvar, og at beredskabet ikke kan love at komme til undsætning.
Alle beboere informeres så vidt muligt via SMS og besked i e-Boks i løbet af tirsdag aften. Kommunens korps af informatører vil også være tilstede i Hyllingeriis, Kulhuse, Over Dråby Strand, Tørslev Hage, Frederikssund midtby og Skuldelev Strand de kommende dage, og her banke på hos alle berørte beboere, for at sikre at budskabet når ud til alle.
Kommunen opdaterer løbende på hjemmesiden og på facebook, ligesom direkte berørte borgere vil blive varslet med SMS.
Nødindkvartering
Borgere, der som følge af evakueringen har behov for nødindkvartering fredag og lørdag, kan kontakte kommunes callcenter onsdag efter kl. 12 for at blive skrevet op. Man vil så modtage nærmere info efterfølgende.
Kommentarer