Kultur

Frederikssund Erhverv støtter igen op om Frederikssund Festival

Foto: Frederikssund Erhverv

Frederikssund Festival og Frederikssund Erhverv har indgået en sponsoraftale, som gør den lokale erhvervsforening til en af de større sponsorer for årets festival. Efter et godt samarbejde i både 2022 og 2023 gentager parterne nu succesen.

Kalvøen i Frederikssund bliver igen i august 2024 fyldt med god musik, når Frederikssund Festival løber af stablen fra den 1. til 3. august. Og igen i år har Frederikssund Erhverv valgt at bakke op som sponsor, skriver de i en pressemeddelelse.

– Vi synes, at Frederikssund Festival har sin klare berettigelse som et kulturelt samlingspunkt i lokalområdet for flere tusinde mennesker. Festivalen sætter Frederikssund på landkortet på en positiv måde og skaber en masse liv i byen. Det vil vi gerne støtte op om som led i vores arbejde med bymidteudvikling. Vores sponsorat giver os samtidig mulighed for at få en god, fælles oplevelse på festivalen sammen med nogle af vores medlemsvirksomheder, udtaler Finn Møller fra Frederikssund Erhverv.

Også hos Frederikssund Festivalen er der glæde at spore over den indgåede sponsoraftale:

– Vi er selvfølgelig meget glade for, at Frederikssund Erhverv igen i år kan se værdien i at bakke os op. Hvis vi som frivillig organisation skal kunne drifte og udvikle festivalen, er det vigtigt for os at have opbakning fra erhvervslivet, lyder det fra Sus Svendsen, der er sponsoransvarlig for Frederikssund festivalen.

Særligt medlemsarrangement om fredagen

I forbindelse med fredagens festivalprogram den 2. august vil Frederikssund Erhverv afholde et erhvervsarrangement for et større antal lokale virksomheder.

Her vil programmet byde på netværk, socialt samvær, lidt til ganen samt musik fra Dopha, Michél Von Wussow og Saveus.

Invitation til arrangementet udsendes direkte til Frederikssund Erhvervs medlemskreds.

Om Frederikssund Festival

Frederikssund Festival er en nonprofitorganisation, hvor alle medarbejdere arbejder frivilligt og ulønnet for at udbrede glæden og kendskabet til musikken. Samtidig donerer festivalen al overskud til forskellige foreninger i Frederikssund Kommune.

Beliggenheden på Kalvøen – med koncerter i dag- og aftentimerne ved både fjord og skov – gør festivalen til en intim og hyggelig oplevelse.

Festivalens slogan er DANMARKS KÆRLIGSTE FESTIVAL.

 

Kommentarer