Frederikssund Bibliotek inviterer til foredrag og fællesspisning om ensomhed
Patrick Cakirli går Danmark rundt i sin ”March mod ensomhed”, og samtidig samler han ind til “Ensomhed Danmarks Landsindsamling”, som i år støtter TUBA, en organisation, der tilbyder gratis terapi og rådgivning til unge i alderen 14 til 35 år, som er opvokset i hjem med alkohol- eller stofmisbrug.
I 2017 gik Patrick Cakirli sin første March mod Ensomhed, og tusindvis af danskere har siden da sluttet sig til marchen ude på de danske landeveje. Alene i 2024 fik Patrick Cakirli følgeskab af mere end 18.000 mennesker i løbet af turen. Onsdag den 7. august kommer han til Frederikssund, og i den anledning arrangerer biblioteket foredrag og fællesspisning.
Konceptet i “March mod Ensomhed” går ud på, at Patrick ikke må gå, medmindre han har følgeskab – ellers skal han stå stille. På den måde bliver hans vandring et symbol på vigtigheden af fællesskab og social ansvarlighed i kampen mod ensomhed.
Fællesspisning på Sannes Kaffe
Den 7. august 2024 går Patrick fra Holbæk til Frederikssund, og i den forbindelse holder Frederikssund Bibliotek et arrangement, hvor du kan møde Patrick til fællesspisning og foredrag fra klokken 18.30 til 20. Arrangementet sker i samarbejde med Sekretariatet for Kultur, Fritid og Ungeliv, Frederikssund Kommune.
Det kræver tilmelding at deltage i arrangementet.
Morgenmad og fælles vandring
Den 8. august klokken 7.30 kan du møde Patrick foran rådhuset på Torvet 2 i Frederikssund. Her vil der være gratis morgenmad til de første 80 personer, og derefter går vandreturen mod Frederiksværk. En tur på cirka 31 kilometer, der ventes at vare til klokken cirka 16.30. Man er velkommen til kun at deltage på en del af turen.
Dette arrangement kræver tilmelding senest den 1. august.
Du kan læse mere om Patrick Cakirli og hans March mod Ensomhed på hans egen hjemmeside.
Kommentarer