Samfund

Flere end 200 børn har fået Fritidspas. Nu er ordningen kommet på kommunens budget

Kvindefodbold på kunstgræsanlæg på Kalvøen. Foto: Frederikssund Kommune

Flere børn og unge får nu mulighed for at deltage i en fritidsaktivitet. I det kommende budget er nemlig afsat penge til at videreføre projektet med et Fritidspas, der giver trængte familier mulighed for at sende deres børn til fodbold, gymnastik, spejder eller andre fritidsaktiviteter.

Først nåede projektet med Fritidspas sit mål på 200 børn inden projektperiodens udløb ved udgangen af 2023. Og kort efter blev Fritidspas en del af Budget 2024-2027, som Byrådet godkender endeligt i oktober. Dermed kan flere børn og unge se frem til at få hjælp, så de kan gå til en fritidsaktivitet.

– Fritidspasset er en håndsrækning til og en mulighed for hele familien. Vi møder børn og unge, der efter at være startet til en fritidsaktivitet får nye venner, får indhold i deres hverdag, opdager kompetencer og færdigheder, som de ikke vidste de besad. Alt sammen erfaringer, som kan de kan bruge i andre sociale arenaer, eksempelvis i skolen, hvilket er med til at fremme blandt andet trivslen. Nogle børn har aldrig tidligere været aktive i foreningslivet, og derfor aner de ikke, hvad det er. Men gennem Fritidspasset får de målrettede ønsker til, hvad de godt kunne tænke sig at gå til, og de begynder at tage ejerskab over deres fritidsliv, fortæller fritidsvejleder Lærke Bidstrup Piil.

Udover den store gevinst for børnene oplever fritidsvejlederne også, at Fritidspasset er en mulighed for forældrene, der gennem støtte og vejledning over tid får mod på selv at tage et større ansvar for deres barns fritids- og foreningsliv.

Projektets succes fører til fast ordning

Projektet med Fritidspas har kørt i halvandet år og haft succes. Målet var, at 200 børn skulle indstilles i projektperioden, og nu, mere end tre måneder før projektets udløb, er det mål nået. Det glæder formanden for Folkeoplysningsudvalget, som projektet har ligget hos.

–  Jeg glæder mig over, at vi allerede små fire måneder før tid har nået målsætningen om at hjælpe 200 børn og unge med en økonomisk støtte, som har gjort det muligt for dem at få et fritidstilbud – og dermed et socialt netværk – som de ellers ikke havde haft mulighed for. Det er virkelig en succeshistorie og viser, at der var et behov for dette initiativ, da vi tog det for små to år siden, siger Kenneth Jensen (S), formand for Folkeoplysningsudvalget.

– Vi har i Folkeoplysningsudvalget i årevis vidst, at en række foreninger optog medlemmer uden at opkræve kontingent – og fortsat gør det. Så reelt er der stadig et skyggetal og et endnu større behov. Det er selvfølgelig tankevækkende, at det forholder sig sådan. Så meget desto bedre er det, at vi nu kan tilbyde dem et Fritidspas. Det er jeg som udvalgsformand meget begejstret over, tilføjer han.

Succesen med Fritidspasset er også noget, man i Byrådet har set på, og derfor har byrådspolitikerne i de nylige budgetforhandlinger for Budget 2024-2027 besluttet, at Fritidspasset skal gå fra at have været et projekt til nu at være en fast ting.

– Jeg er glad for, at vi har kunnet finde penge i budgettet til at indføre Fritidspasset fast. Det er utrolig vigtigt for børn og unge at have et fritidsliv, og vores foreninger er rigtig dygtige til at skabe gode sociale fællesskaber, som er med til at udvikle børn og unge og skabe god trivsel for dem. God trivsel virker forebyggende så børn og unge ikke udvikler problemer eller udfordringer, så på den måde bidrager det til en tidlig forebyggende indsats. Så der er ingen tvivl om, at Fritidspasset fortsat vil skabe stor værdi for børn og unge og for vores foreninger, siger Niels Martin Viuff (K), formand for Unge, fritid og idræt.

 

Kommentarer