Fem nye statsborgere til grundlovsceremoni
Frederikssund Kommune har afholdt sin tredje grundlovsceremoni. Denne gang skrev fem nye statsborgere under på, at de vil respektere og overholde Grundloven.
Stemningen var god da de fem nye statsborgere var samlet i byrådssalen på Frederikssund Rådhus torsdag den 7. oktober 2021. Her blev de ønsket tillykke af borgmester John Schmidt Andersen (V), der holdt en kort tale for de fremmødte. Han fortalte blandt andet, at Grundloven er grundlaget for dansk demokrati, og at den ligger til grund for mange af de ting, vi som danskere er stolte af.
– I dag skriver I under på, at I vil overholde den danske grundlov. Grundloven er Danmarks forfatning, og den beskriver blandt andet den enkelte borgers rettigheder og pligter, for eksempel at vi har ytringsfrihed og religionsfrihed, sagde borgmester John Schmidt Andersen.
De nye statsborgere havde taget deres familier med og i alt var 23 mennesker mødt op. Hver af de fem nye statsborgere kom op til borgmesteren for at skrive papirerne under og give håndtryk. Håndtrykket var frivilligt, men alle ønskede at give hånd på det nye statsborgerskab. Efter hver underskrift og håndtryk blev der klappet af den nye statsborger.
En af de nye statsborgere er Yulia Blond, som er kommet til Danmark fra Rusland for 10 år siden, men i dag bor i Jægerspris.
– Jeg elsker Danmark. Jeg kan godt lide menneskerne, systemet, naturen. Det passer mig godt. Så jeg er rigtig glad for, at jeg er flyttet til Danmark, fortalte Yulia. Hun syntes, det var dejligt med en ceremoni, hvor statsborgerskabet blev fejret.
– Det er super flot med ceremonien. En super god oplevelse, som jeg har ventet længe på. Jeg er glad. Det er en stor ting, når man bor i et andet land, sagde Yulia Blond.
Med sig havde hun sin 16-årige datter Victoria, der også blev dansk statsborger, fordi hendes mor nu blev det.
– Inden vi kom i dag var jeg sådan lidt, at det er jo bare et statsborgerskab. Men nu vi er her, er det ret fedt. Nu sker det faktisk og det er lidt fedt, sagde Victoria.
Der afholdes to grundlovsceremonier om året, hvor de borgere der ved lov har fået tildelt statsborgerskab.
Skrevet af: Mikala Schachtschabel Tordrup.
Kommentarer