Debat og politik

Få medindflydelse! Nu kan du stille op til Frederikssund Ungeråd

Unge Frederikssund-Kommune. Foto: Kenneth Jensen

Tirsdag den 7. november er der stormøde i Ungerådet, hvor der er optagelse af nye kandidater. Så det er nu, man kan få mulighed for at være med til at sikre unge medindflydelse på politiske beslutninger og styrke den demokratiske samtale blandt unge.

Frederikssund Ungeråd består af unge i forskellige aldre, der samarbejder uafhængigt af partipolitiske, økonomiske og religiøse interesser.

Målet med ungerådet er at sikre, at de unge får medindflydelse og at de får mulighed for at deltage i demokratiske processer.

Frederikssund Ungeråd står for at dele 50.000 kroner ud til andre ungeprojekter, der ud fra deres perspektiv, er med til at gøre kommunen lige lidt bedre for ungelivet, som fx KulturHavn, graffitievents, koncerter med mere.

Andre gange har ungerådet selv involveret sig i projekterne eller udviklet egne koncepter, som fx en bogklub, blandt andet med besøg af digteren Casper Eric, samt julebanko i Cafe Kosmos med mere.

En gang om året afholder ungerådet et STORmøde, hvor rådet fortæller om deres arbejde og optager nye medlemmer.

Frederikssund Ungeråd er organiseret under Frederikssund Ungdomsskole/UNGELIV og er med til at give de unge mulighed for, at være med til at præge Frederikssund Kommune og er blandt meget andet de unges talerør til byens politikere.

Oftest arbejder ungerådet helt på egen hånd, men nogle gange samarbejdes der med politikerne, der kan være med til at bringe de unges ideer og input i spil og kvalificere dem til politiske beslutninger.

Aktive på Folkemødet på Bornholm

Siden 2017 har ungerådet været faste gæster til Folkemødet, hvor de unge har haft rigelige muligheder for at deltage i demokratiske samtaler, der efterfølgende har genereret mange demokratiske snakke ungerådet i mellem.

Ungerådet har aktivt deltaget i Folkemødet med eventet ‘Flere lag i en sag’, en lagkagedebat hvor ungepolitikere, skal samarbejde om at lave en kompromis-lagkage, hvor kiwi symboliserer miljø, hakket chokolade symboliserer skattenedsættelse etcetera. Debattens underholdende moment bliver så spørgsmålet om eksempelvis hvor meget kiwi, der skal i den fælles lagkage.

Frederikssund Ungeråd har ligeledes afviklet ‘Flere lag i en sag’ i forbindelse med kommunalvalget.

Vil du være med i Frederikssund Ungeråd?

Lige nu har du mulighed for at stille op til Frederikssund Ungeråd. Den 7. november er der stormøde i Ungerådet samt optagelse af nye kandidater til Ungerådet.

Ønsker du at være med i Ungerådet, kan du udfylde en formular senest 1. november 2023.

Har du spørgsmål kan du kontakte Hans Kjelstrup på telefon 40 43 15 52.

Følg Frederikssund Ungeråd

Du kan læse mere om Frederikssund Ungeråd på Ungdomsskolens hjemmeside eller på deres facebookside

Kommentarer