Samfund

Erfaren chef bliver ny direktør for Velfærd, Arbejdsmarked og Sundhed

Mie Helene Andresen kan den 1. november kalde sig direktør i Frederikssund Kommune. Det besluttede Frederikssund Byråd den 29. september 2021. Ansvarsområderne er velfærd, arbejdsmarked og sundhed og udgør dermed en vigtig del af kommunens borgernære service. 

Mie Helene Andresen kommer fra en stilling som familiechef i Frederiksberg Kommune og har tidligere gennem en årrække været chef for Socialtilsyn Hovedstaden og chef i Ballerup Kommune. Med i alt 19 års erfaring som leder er det derfor en særdeles erfaren chef, der snart bliver medlem af direktionen i Frederikssund Kommune.

– Jeg glæder mig meget til at lære organisationen, medarbejderne og Byrådet at kende og ser frem til at bruge mine erfaringer til at gøre en forskel i udviklingen af Frederikssund Kommune. Kommunens arbejde med strategien ”Sammen om Frederikssund” er meget spændende, og jeg ser frem til at blive en del af dette arbejde. Som direktør vil jeg glæde mig til at være med til at udvikle Frederikssund Kommune som en attraktiv arbejdsplads, hvor der samarbejdes om udvikling og forbedring af opgaveløsningen til gavn for borgerne og virksomhederne, siger Mie Helene Andresen.

Bred erfaring

Den kommende nye direktør er oprindeligt uddannet som cand. scient. soc. fra Roskilde Universitetscenter og har efterfølgende taget en Master i Public Governance på CBS. Gennem forskellige lederstillinger i både Ballerup og Frederiksberg Kommuner har hun opnået et indgående kendskab til og erfaring inden for både beskæftigelsesområdet og socialområdet. Før hun avancerede til lederstillinger, har hun arbejdet både inden for plejeområdet og som socialrådgiver.

– Vi glæder os til at byde Mie Helene Andresen velkommen til Frederikssund Kommune. Mie har en stærk faglig profil og er samtidig en strategisk og udviklingsorienteret leder, der vil kunne komplementere og styrke vores direktion. Med Mies mangeårige erfaring med at udvikle den borgernære service er jeg sikker på, at vi får en direktør, der vil kunne bidrage til en fortsat positiv udvikling af Frederikssund Kommune som den ambitiøse, grønne vækstkommune i Fjordlandet, fastslår kommunaldirektør Torben Kjærgaard.

Mie Helene Andresen er valgt til stillingen blandt 32 ansøgere og tiltræder den 1. november 2021. Stillingen har været vakant siden september, hvor den tidligere direktør, Helle Hagemann Olsen, rejste til en direktørstilling i Hillerød Kommune. 

Kommentarer