Byrådet inviterer borgerne til en snak om kommunens budget for næste år
Onsdag den 12. juni kan du møde medlemmer af Byrådet til en snak om det kommende budget, som skal forhandles på plads i løbet af efteråret. Mødet finder sted i Sillebroen fra klokken 16 til 18.
Senest i oktober i år skal Byrådet vedtage et budget for Frederikssund Kommune for årene 2025 til 2028. Det forberedende arbejde er allerede i gang, og Økonomiudvalget har besluttet, at der i arbejdet med budgettet skal holdes to borgermøder.
Kom forbi Sillebroen den 12. juni
Det første møde bliver holdt mere uformelt end tidligere, nemlig i Sillebroen onsdag den 12. juni klokken 16 til 18.
Her kan alle interesserede komme forbi og blive klogere på det kommende budget – herunder kommunens forventede indtægter og udgifter samt hvilke udfordringer Byrådet kigger ind i.
Medlemmer af Byrådet vil være til stede, så man kan få en snak med de folkevalgte om det kommende budget.
Der vil være fire stande med følgende overskrifter:
- Erhverv, kultur, unge og fritid
- Ældre, social og sundhed
- Byplanlægning, natur og den grønne omstilling
- Børn og undervisning
Ved hver stand kan man møde politikerne fra de relevante udvalg.
Budgetinformation opsættes flere steder
Ved mødet vil der være opsat en række plakater med information om kommunens økonomi. Disse plakater vil blive hængende efter mødet, ligesom der vil blive opsat tilsvarende plakater i Fritidscentret i Skibby, Rejsestalden i Jægerspris, Rådhuset i Fredeirkssund og i Slangerup Idræts- og Kulturcenter (SIK).
Plakaterne bliver hængende indtil udgangen af august 2024, hvorefter der offentliggøres et høringsmateriale om det kommende budget 2025-2028.
Kommentarer